Jag träffar henne på Gamla Stans bokhandel där hon ska vara med på QX första bokevent med Pekka Heino och berätta om boken som handlar om hennes liv, om att växa upp i ett kärlekslöst hem, att bli kär i en kvinna och att inte accepteras av sina föräldrar.

Hon växte upp med tilltalsnamnet Christina som senare byttes ut till Leonora för en lyxigare klang, och lyx är just det hon utstrålar. Hon är slående lång, har röda läppar, är iklädd glittrande högklackade boots och en roströd klänning i tungt tyg.

Leonora gillar att bära högklackat och bli ännu längre. Helst vill hon vara så lång att hon kan kika ner på männens hjässor.

– Med klackar blir jag 189 centimeter. Så när jag debatterar med män är jag många gånger längre än dem. Den första responsen jag får är ofta ”oj, jag visste inte att du var så lång”. Nå lille vän, det är en typ av makt, skrattar hon.

Hennes stil får ta stor plats, bland annat på hennes populära Instagram-konto. Den är klassiskt feminin och uppskattas av hennes följare, men Leonora berättar att den även har ställt till det för henne som lesbisk.

– När jag kom ut så trodde lesbiska att jag var heterosexuell just på grund av min stil och det var ett stort problem. Det var ingen kvinna som tittade på mig och det var inte ovanligt att man poängterade att det minsann var en lesbisk bar jag snubblat in på, som om jag inte visste det.

När hon minns det kyliga bemötandet från flat-communityt märks det att hon blir berörd.

– Jag var inte speciellt populär i homokretsar. Lesbiska kvinnor i Köpenhamn eftersökte en mer maskulin stil. Jag tyckte att det var märkligt att en grupp som visste så mycket om hur det är att bli exkluderad, själva var så exkluderande.

När hon 2008 fick ta emot pris som Årets Regnbågsperson blev det en bekräftelse.

– Det kändes som att hbtq-läsarna äntligen var med mig.

Med sig till Stockholm har hon sin 22 år äldre fru Anette som hon varit tillsammans med i 16 år. När jag frågar om de är Danmarks svar på Eva och Efva så skrattar hon, men håller till slut med om att det finns likheter.

–  Jag hade haft en flickvän innan och efter henne kände jag mig helt färdig med kvinnor. Sen blev jag ombedd att skriva en artikel för en webbtidning där Anette var webbredaktör. När jag såg henne första gången så tyckte jag att hon var fantastisk. Jag tänkte ”okej, jag är nog inte helt färdig med kvinnor”. Jag förstod att hon var äldre än mig men visste ingenting mer om henne.

Efter lite grävande fick Leonora veta att Anette hade en tjej så hon bestämde sig för att bli hennes vän och vänta ut relationen.

– I två och ett halvt år väntade jag bara på att de skulle göra slut. När det väl hände skrev jag ett kärleksbrev till henne och berättade hur förälskad jag var. Men hon tyckte att jag var alldeles för ung och sa att hon fortfarande hade känslor för sin tidigare partner, så det blev ett nej.

Men ”nejet” höll bara i sig i en månad och idag är de lyckligt gifta.

Den som lever stilla finns nu att köpa på svenska som inbunden och släpps som pocket 2020.

View this post on Instagram

Det er lige til en omgang ‘John ser alt’, det her. Det mest bemærkelsesværdige ved dette billede er i hvert fald vores overnaturligt blå øjne 😂 Jeg har netop færdiggjort mit sidste måltid i selskab med Politikens madanmelder @laerkekloevedal, der har inviteret mig med i sit kommende program på @radio4dk. Det sidste måltid, hedder det, uoverraskende nok, og konceptet er, at Lærke læser gæstens mulige nekrolog op, som gæsten så kan kommentere på og rette i, mens retter efter gæstens ønsker ankommer. Når nu jeg skriver om konceptet, lyder det lettere morbidt, men sådan føltes det ikke. Jeg har så også talt om død i én uendelighed i snart fem år, så det kan have noget at sige ❤️ Det havde jeg også til Lærke, og jeg vil nødigt være teknikeren, der skal klippe vores lange samtale ned til det halve. Jeg har aldrig mødt hende før, men læser altid hendes madanmeldelser og har ofte forsøgt at forestille mig hende. Det var ikke faldet mig ind at tjekke herinde på Insta, hvor hun deler korte versioner af sine madanmeldelser og meget andet madrelateret. De dyre steder, hun anmelder, interesserer mig mindre, for jeg går på restaurant for at tale med Annette og/eller mine venner og ikke for at blive afbrudt af en tjener, der står og ævler om næste ret. Ja, så lille en gourmand er jeg. Til gengæld er jeg glad for de små, listige steder, hvor man kan sidde i fred 🥂 ”Er der ikke mange, der gerne vil være venner med dig, så de kan komme med dig ud som medspiser?” spurgte jeg, for helt ærligt; det må da være den ideelle tjans. Man får maden forærende og skal ikke hjem og skrive om den bagefter. Lærke kunne afkræfte, at det forholdt sig sådan. Åbenbart er det begrænset morskab at være ude med en madanmelder. Lærke fortalte malende, at hun og medspiseren typisk sidder helt koncentreret om maden og ligner parret, man har ondt af, fordi de ikke siger et ord til hinanden under hele måltidet. Det var så den drøm, der brast 💔 Jeg ved endnu ikke, hvornår programmet bliver sendt. Til gengæld tyder en af Lærkes seneste anmeldelser på, at det er på høje tid for denne hot pot-begejstrede forfatterinde at få prøvet Hot Pot Republic på Vesterbrogade 🍴❤️

A post shared by Leonora Christina Skov (@leonorachristinaskov) on